PRESSE
Glädjen är en FjärilPresse om Glädjen är en Fjäril
MUSIKANMELDELSE
Det er nu hundrede år siden, at en af Nordens største digtere, en poet af guds nåde – svensk/finske Edith Södergran – døde. Södergran er naturligvis kendt, men for mange også glemt. Derfor er det en glæde, at der er begavede sjæle, der gør deres til at holde mindet om digteren og hendes lyriske styrke i live. To af disse sjæle er den herboende, svenske sanger, Anna Kruse, og den svensk/finske skuespiller, Stina Ekblad. Anna Kruse har i snart femten år viet sit liv (vil jeg næsten sige) til formidlingen af Edith Södergrans poesi – hun har udgivet flere plader i eget navn, alle med sange og musik til Södergrans tekster. Og ofte har Stina Ekblad været involveret. Kruse har sunget, Ekblad reciteret. Og det er der konsekvent kommet noget solidt og storslået ud af. Det er mit indtryk, at Anna Kruse overvejer at lukke ned – selvfølgelig for at skabe noget nyt. Men lur mig om ikke det bliver vanskeligt. For Södergrans tekster kryber ind under huden, som få andres. Det mærker man også i dette (foreløbige) punktum – en single, som Kruse og Ekblad har indspillet (sammen med Nicolas Kingo og Gunnar Halle) og nu udsender på et hundrede året for Södergrans død. Glädjen är en fjäril er et af Södergrans helt tidlige digte, men den vokale og reciterende fremførelse vidner om – ja, tyngde, indsigt og udsyn af sjælden stor styrke. Og Kruse selv? Ja, hun har, efter min mening, aldrig skabt noget smukkere og mere sanseligt, mere intenst. Lægger man hertil, at Kruse og Ekblad sammen er et sublimt match, der på troværdig vis fører lytteren tilbage i tiden og ind i sorgen og længslen, ja, så har man opskriften på et punktum, der ikke bliver mere mesterligt.
****** / Eget selskab / 4 min.
Månedens musikvideo
‘Glädjen er en fjäril’ af Anna Kruse og Stina Ekblad
Den svenske kunstner Anna Kruse: “Digteren Edith Södergran skrev rock`n roll poesi inden kvinder havde stemmeret!”
“Midsommeraften 23. juni 2023, udkom singlen ‘Glädjen är en fjäril’ (Glæden er en Sommerfugl).
En ren balsam for alle med forkærlighed for det svenske sprogs syngende melodier.
Det er en smuk, eftertænksom, melankolsk ballade, med Kruses mørke, sprøde stemme, der nøjsomt og nærværende bærer hvert et ord, som var det en nyudklækket sommerfugl. Stina Ekblads stemme træder ind i lydbilledet, og det talte ord formidler digtet påny. Det er svært ikke at reagere på den indelige stemme, som drypper ordene sagte, med en henvendende tone. Stemmen vil sin lytter noget. Det vil ordene også.
Ordene, som kommer fra den for 100 år siden døde poet Edith Södergran. Et digt om sorg og kærlighed, skrevet af en meget ung digter. ‘Glädjen är en fjäril’ er et af hendes allerførste digte. Edith Södergrans liv blev kort – hun døde 31 år gammel af tuberkulose. Alligevel anses hun for en af de vigtigste lyrikere inden for svensk modernisme.
Musikvideoen er skabt af Julie Montauk, og optaget i området omkring Ryslinge Højskole og skoven omkring Sorø. Montauk har skabt billeder som giver plads til at ordene kan blafre rundt i de sanselige landskaber, og lande i beskueren som sommerfugle på et blad. Videoen favner med omhu og ømhed både glæden og sorgen, som sangen handler om. Julie Montauk bringer som altid en stor sanselighed og poesi til bordet. Hvert eneste billede er utrolig smukt, og bærer en hel lille fortælling i sig selv.”
Julie Montauk Skriver:
“Anna og jeg har efterhånden arbejdet sammen om mange projekter. Når vi er sammen om noget, er det med intuition og leg, som at gå en lang tur i skoven med en god ven. Det har været berigende, inspirerende at blive lukket ind i Annas, Stinas, Nicholas og Jeppes univers, og ligeledes lære Ediths ord at kende. Jeg er ikke god til ord, så derfor er det altid en gave at få lov til at sætte billeder til andres. Tak til jer!”
HVis du vil se mere af Julies arbejde kan du følge hende på Insta: https://www.instagram.com/montaukmontauk/
Kontakt / book
Her kan du også kontakte mig hvis det drejer sig om Teambuilding, Stemmeundervisning eller Speak opgaver. Læs mere her